Eden Ministry Myanmar


En stemme til de undertrykte – Et lys i mørket.

 

Eden Ministry arbejder for genoprettelse af frihed til fanger, der er fanget i mørket i Asiens Red Light District. Arbejdet er opstartet i Kina af Lisa Samuelsen i 2003, hvor det hele startede ud med en lille gruppe kvinder, der gik bønnevandringer i Red Light Districtet i Kunming.

Tolv år senere har Eden skabt flere krisecentre i større trafficking-områder i Asien. Eden har etableret en international smykkevirksomhed og været vidne til at tusinder af mennesker fra sexindustrien er blevet mødt af Guds kærlighed. I 2013 rejste Lisa og Søren til Yangon i Myanmar. Her arbejder Eden nu også med at redde kvinder ud af mørket. Eden Ministry har i dag 3 krisecentre i Kina og 1 i Myanmar og er en paraplyorganisation under Mercy Outreach.

Eden 13
Lisa Samuelsen med nogle af de reddede kvinder og en Eden medarbejder.

 

En ny vej for kvinderne

Eden Ministry tilbyder et program, der drager omsorg for hele mennesket, til helbredelse af krop, sind og ånd og i Edens krisecentre har kvinderne mulighed for at restituere og finde en ny vej i livet.

Eden giver gratis medicin, terapi og undervisning. Undervisningen omhandler blandt andet kvinders værdi, styrke, formål, grænsesætning, respekt og at træffe gode valg. Kvinderne modtager desuden engelskundervisning, der kan hjælpe dem til at få et godt job.

Som noget nyt, er der opstartet en mobilklinik, der hver uge tager ud på gaden i fem forskellige outreach områder og laver HIV-tests og har medicin med. Det hele klares på en halv time. Det giver os mulighed for at have pigerne uforstyrret på tomandshånd i en åben mobilkonsultation. Lisa har en sygeplejerskebaggrund og er vandt til nåle, så det var bare at sætte sig ind i det, anskaffe en bil og så starte klinikken op. Ved opstarten kom Birthe fra Danmark. Hun medbragte medicin og bandage og andre remedier og kom og underviste om simple ting, som at vaske sine hænder, da mange ikke kender til ordentlig håndhygiejne.

I Shanghai i Kina er en skønhedssalon og træningscenter i Red Light området netop opstartet, som vil træne kvinderne indenfor hår, makeup og manicure. Det vil give dem jobkompetencer, som de kan tage med tilbage til deres hjembyer og det vil desuden give os direkte adgang til kvinder, der stadig sidder fast i prostitution.

 

Siden opstarten af Eden er

  • 4800 piger blevet nået.
  • 300 kvinder er blevet reddet og har fået nye jobs.
  • 100 bordeller er blevet lukket.
  • 30 mafiabosser og bordelejere har fået nye karriereveje.
  • 200 piger har modtaget ledertræning, som en del af vores indsats for at rejse ledere op til fremtiden.

 

 

 

Team på besøg

Mercy Outreach har årligt 2 teams afsted til Nepal eller Myanmar. Herunder ses et team fra Danmark i Myanmar, med København Vineyards  præst Helle Rønne Samuelsen nederst til højre. Teamet var afsted i starten af 2015, hvor de blandt andet arbejdede med de reddede kvinder.

 

 

Smykker redder liv

Ved hjælp af vores internationale smykkevirksomhed, hjælper vi med at skabe en karriere og træner kvinderne til et nyt liv og en fremtid med håb. Eden sælger i dag smykker i Kina, Australien, USA, Danmark, Europa og England og alt overskuddet går til at hjælpe kvinder og børn ud af trafficking. Alle smykkerne kan ses og bestilles gennem Eden’s hjemmeside.

 

 

 


 

  

Eden Ministry drømmer om at bygge flere centre for kvinder, der bliver reddet ud af trafficking. Du kan være med til at støtte arbejdet i Eden Ministry ved at købe smykker fremstillet af kvinderne eller du kan donere penge, som går til at drive disse kvindecentre ved at følge nedenstående link.

 

 

Se mere om Edens arbejde her.

 

Flere billeder fra Eden’s arbejde.